Institutionens pædagogiske principper og værdier
Københavns Kommune har fire overordnede værdier, som alle kommunens institutioner og dermed også Krudthuset skal forholde sig til. De er: Tillid, respekt, ligeværd og dialog.
Se i virksomhedsplanen efter uddybelse..
Hverdagsprogram og faste aktiviteter
Fællessang. Hver fredag kl. 9.30 samler vi alle Krudtunger i fællesrummet og synger en masse sange.
Traditioner for hele huset:
Fastelavn. Holdes fastelavns mandag. Børn og voksne må gerne være udklædte, der slås katten af tønden afdelingsvis, og om eftermiddagen nydes de hjemmebagte fastelavnsboller.
Sommerfest. Holdes engang i løbet af sommeren. Forældrebestyrelsen samt ansatte planlægger i fællesskab, hvordan festen skal løbe af stabelen. Forældre, søskende samt bedsteforældre er meget velkomne.
Julefrokost. Holdes sjovt nok i december og er kun for børnene. Hele huset får flæskesteg og rødkål, vuggestuen desuden frikadeller og rødkål. Børnehaven spiser sammen i fællesrummet.
Juletræsfest. Dette er en hyggeeftermiddag for børn, forældre og ansatte. Vi serverer saft, gløgg og æbleskiver. Nogle af børnehavebørnene går Lucia-optog, og det hele sluttes af med sang og dans om juletræet ude på legepladsen. Måske kommer nissen med godteposer…
Madpolitik
Vi bestræber os på at servere sund, varieret og indbydende mad hver dag med forskellige grønsager og frugt – maden er 90 % økologisk. Vi har desuden fulgt debatten om begrænsning af raffineret sukker, og arbejder for at børnene ikke får dette til hverdag, men kun til fest!